I Aabenraa Disc Golf er der aktiviteter hele året som du kan læse mere om herunder. Har du spørgsmål til nogle af vores aktiviteter er du altid velkommen til at kontakte os på telefon: 40103220. Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi og prøve disc golf til vores træninger og klubdage. Vi har disce du kan låne og vi glæder os til at se dig!
Du kan også finde vores aktiviteter i vores klubkalender.
SøndagDISC – Vores ugentlige klubdag
Vi kalder vores klubdag for SøndagDISC. Hver søndag er vores faste spilledag hvor vi mødes over en god gang disc golf. Vi veksler mellem at spille på vores hjemmebane, eller en af de andre gode baner i Sønderjylland. Spillestedet fremgår af kalenderen. Du er altid velkommen til at kigge forbi og få en snak med os, samt prøve at spille – vi har disce du kan låne.
Bemærk: Vi spiller hele året!
Træning
Hver tirsdag kl. 19 i sommerhalvårt vil der være træning for klubbens medlemmer. Her starte vi med at træne forskellige kasteteknikker, og måske slutter vi af med at spille en runde på banen. Alle andre er også velkomne, så hvis du har lyst til at prøve disc golf, så kom bare. Tilmelding er ikke nødvendig, men du er velkommen til at kontakte os på forhånd ved eventuelle spørgsmål.
Træningen foregår normalt på vores hjemmebane.
BagTags
Som medlem af Aabenraa Disc Golf klub kan man, hvis man ønsker det, komme med i vores BagTag-spil. Det første bagtag vil man få udleveret til en af klubbens spilledage. Et BagTag er en læderstrop med et nummer på til at hænge på sin taske. Spillet går ud på at have det laveste nummer.
For bagtag-spillet gælder følgende retningslinjer:
- Tagget skal altid sidde synligt på tasken, når man er ude at spille.
- Man spiller altid om tagget når der er andre i gruppen, der har et tag. Man kan ikke sige nej.
- Der spilles normalt kun om tagget inden for den gruppe man går i, med mindre man har aftalt andet. Til fælles spilledage, aftales det normalt, at der spilles om tags for alle der er med.
- Spilleren med bedste score efter runden, får tagget med det laveste nummer fra gruppen. Næst bedste score får tagget med det næst laveste. Tredje bedste score får tagget med tredje laveste nummer osv. osv….
- Vælger man ikke at spille en runde færdig, aflevere man sit tag til gruppen og modtager det højeste nummer fra gruppen.
- Man kan også spille om tagget hvis man mødes privat. Det behøver ikke være til de ordinære spilledage.
- Man bør sætte sit tag på spil mindst en gang hver anden måned. Kan man ikke overholde dette kan klubbens bagtag-administrator vælge at inddrage det og man får i stedet udleveret det pt. højeste nummer i klubben.
- Mister man sit tag eller forlader klubben uden at aflevere det koster det 50 kr.
BagTag-spillet skal ses som en sjov og hyggelig måde at sætte lidt ekstra kryderi på spillet.
Turnering – “Per Matzen Cup”
En turnering for sønderjyske disc golf klubber.
“Per Matzen Cup” er en turnering for de sønderjyske klubber. Turneringen blev første gang afviklet i 2021, og det var Per Matzen der var ophavsmanden. Per Matzen var også stifteren af “Aabenraa Disc Golf”.
I turneringen 2024 deltager der i alt 5 hold fra de sønderjyske klubber, og turneringen løber fra april til oktober.